Lovstof og forklaring.

Mennesker med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har de samme grundlæggende behov og rettigheder som andre mennesker. Dette menneskesyn er en væsentlig del af værdigrundlaget i serviceloven, som trådte i kraft den 1. juli 1998.
En af de gennemgående målsætninger i serviceloven er at skabe så normale vilkår og livsbetingelser som muligt for mennesker med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Et væsentligt formål med den sociale indsats er at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder. Samtidig skal indsatsen være med til at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse, blandt andet gennem kontakt og samvær. I disse bestræbelser indgår også spørgsmål om støtte og hjælp i forbindelse med seksualitet.

I FN s standardregler om lige muligheder for handicappede (standardregel nr. 9) understreges det, at mennesker med nedsat funktionsevne skal have mulighed for at opleve deres egen seksualitet og have seksuelle forhold på linie med andre mennesker, og at de i denne forbindelse skal støttes gennem lovgivning samt med relevant rådgivning.
I lighed med andre kan personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne have problemer med deres seksualitet bestående i fx manglende kendskab til egen seksualitet, manglende kendskab til deres partners seksualitet eller problemer med at være tæt sammen med et andet menneske. Herudover kan nogle naturligvis have særlige problemer på grund af deres nedsatte funktionsevne. Det er disse problemer, som vejledningen Sexualitet - Uanset Handicap gerne skal være med til at afhjælpe ved at angive retningslinier for, hvordan hjælpepersoner kan yde støtte og hjælp til den enkelte.

Vejledningen: ”Seksualitet – uanset handicap” i udpluk. ***Se/hent hele vejledningen her***

(Vejledningen, kap 7.1)
”I Serviceloven er der ikke formuleret en særskilt hjemmel til at yde hjælp og støtte til seksualitet. Lovens § 67 præciserer imidlertid, at der for voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne skal ydes en særlig indsats.
Da seksualitet er et af de elementer, der har betydning for den enkeltes livsudfoldelse og udviklingsmuligheder, omfatter bestemmelsen også hjælp og støtte til seksualitet.”

Jeg har valgt de følgende punkter ud fra Vejledningen ”Seksualitet – uanset handicap”, da jeg mener, at de udgør hovedessensen og hjælper os til at se, hvordan vi kan opfylde § 67:

(Vejledningen, kap.2)
”Som mennesker har vi et grundlæggende behov for nære relationer, kontakt, varme, intimitet og seksualitet. Seksualiteten er i os, uanset om vi er unge eller gamle, gifte eller alene, lever med eller uden nedsat funktionsevne. I nogle perioder fylder opmærksomheden på seksualitet meget. I andre perioder fylder den mindre, fordi der er andre sider i vores liv, der optager os.”

(Vejledningen, kap. 3.2)
”For at tilvejebringe de rammer og den åbenhed, der gør, at en person føler, at det er muligt at opretholde eller søge hjælp til sit kærligheds- og seksualliv, er det vigtigt, at hjælpepersonen:
—- Respekterer det private råderum, som er en af betingelserne for at have et kærligheds og seksualliv.

—- Skaber et positivt miljø for henvendelser om seksualitet fx ved at udvise den nødvendige åbenhed.

—- Reager på signaler, der relatere sig til et behov for at drøfte spørgmål om kærlighed og seksualitet.

—- Ikke afviser en persons henvendelser om kærlighed og seksualitet.

For at blive bedre rustet til at støtte og hjælpe andre med deres seksualitet kan hjælpepersonerne:
—- Tage emnet seksualitet op, sætte ord på nogle af de ting, som kan være svære at tale om, diskutere de retlige rammer, etiske dilemmaer etc.

—- Diskutere, om der er brug for uddannelse, supervision, hjælp udefra etc.

(Vejledningen, kap 4)
”En hjælpeperson må være indforstået med at skulle vejlede og støtte den enkelte i forhold til seksualitet. En hjælpeperson kan derimod ikke af sin arbejdsplads blive pålagt at deltage i seksualoplæring. Hvis en person har brug for seksualoplæring, har hjælpepersonen imidlertid pligt til at anvise vedkommende en anden hjælpeperson eller en anden fagperson”
Vi skal naturligvis være opmærksom på, at vi har tavshedspligt – også internt i personalegruppen, dvs. vi må ikke diskutere fortrolige oplysninger om en beboer, medmindre beboeren har givet samtykke til det.

Det er vigtigt at vide hvad vi må og ikke må iflg. straffeloven:

”Følgende former for seksualoplæring og –hjælp er tilladt i henhold til straffeloven:

Der må ydes hjælp til oplæring til onani

Der må ydes hjælp til personer, der ønsker samleje med hinanden

Der må ydes hjælp til at kontakte en prostitueret.

***Det er ikke tilladt:

at give seksualoplæring, når en person verbalt eller ved sin adfærd modsætter sig dette.

at fungere som seksualpartner, fx ved at have samleje eller andre former for seksuelt samkvem som led i en seksualoplæring

at give seksualoplæring til børn under 15 år. Over for denne gruppe kan der kun gives seksualvejledning.”

Har DU brug for seksualvejledning eller seksualoplæring, så kik under ***kontakt***